tirsdag den 25. august 2015

Noget om at være i god tid med garn og kunst

Vinteren står for døren.....eller efteråret er i hvert fald lige om hjørnet. Så man kan jo lige så godt komme i gang med årets halstørklæde. Jeg var faktisk gået i gang med et ensfarvet, i min gamle yndlings farve - blålilla. Men det føltes ikke rigtigt. Så jeg sadlede om, og kampkøbte ind til et nyt projekt to dage før vi skulle på sommerferie. 

Tørklædet skulle være rustikt og i støvede farver. Og så skulle det naturligvis være i en kvalitet som kunne accepteres af HKH KP Mary. Det er vel det mindste man kan diske op med, når man nu selv skal strikke projektet sammen. 

Valget faldt på Tynn Alpakka fra Du Store Alpakka. Meget lækker lama der. Kan anbefales.





Pludselig synes tanken om efterår og kulde knapt så triste. Jordens bedste undskyldning for at gøre noget godt for sig selv. Flere af dem tak.

Apropos at gøre noget godt for sig selv, så har jeg virkelig haft gang i den store krea-kasse igen.

Det er flere år siden jeg sidst slog mig løs som husmor-kunstner. Jeg har længe haft lyst, men ikke tid. Ej heller inspiration. 
Men pludselig, som et lyn fra en klar himmel slog det mig, og inspirationen var nem at finde. Jeg har jo et meget svagt punkt for Michael Kvium. Så jeg måtte bare lave min egen Kvium. 






  


Om jeg er tilfreds med resultatet. Oh jo. Det er jeg da. 

Nu går jeg og varmer lidt op til at male en Thomas Kluge......nej, det er gas. Kluge er for hård.

Jeg har malet en del klat værk. Altså den slags kunst som ikke ligner noget som helst, men som højst refererer til en stemning eller en følelse. F.eks. det 4 stykke kiksekage. 
Men trangen til at male noget man ikke kan være i tvivl om hvad skal forestille, havde altså meldt sig. 
Der er en del symbolik at diskutere i billedet. Hvad er det nyheds mediet gør ved hans udsyn, og hvorfor har han hænderne på ryggen? Og er de bundet?

onsdag den 22. april 2015

Nu med jordbæravl

Jeg kan ikke finde ud af om det er for tidligt. Men jeg magter ikke at vente længere. Nu har jeg anlagt et jordbærbed. Med ikke mindre end 10 forskellige sorter. Der skulle være noget for enhver smag. Mørk rødt, pink-agtigt, hvidt, med bubbelgumsmag, ekstra sødt, stort, småt, tidligt, middeltidligt og sent. Gro for ind i h...... Det ender med at jeg skal have hyret en flok polakker til at høste marken engang. Uh det bliver godt.




Dokumentationen er naturligvis på plads, så jeg kan finde frem til mine yndlingssorter når der skal tages stiklinger til nye planter.


Rabarberen er blevet plantet ud efter flere sæsoner i en zinkspand og jeg kan allerede se at den elsker sin nyvundne frihed.



Kartoflerne gør som de har fået besked på.




Det samme gør æbletræerne, som blev plantet i efteråret 2013. Der blev ingen æbler i 2014. Blomsterne faldt af. Jeg har dog tilgivet de små kræ, idet jeg formoder at de blot brugte deres energi på at lave rødder. Men den undskyldning køber jeg altså ikke i år. Jeg står klar med kurven.



Syrenen lader op til en flot sæson. Sidste år havde jeg ikke styr på hvornår man skal beskære en syren. Så i efteråret 2013 fik jeg klippet næsten alle de skud af der skulle blive til blomster i foråret 2014. Nu er jeg fuldstændig indforstået med at man jo altså beskærer sin syren umiddelbart efter blomstringen, så den kan lave nye skud med anlæg til blomster til den næst kommende sæson.



Bare fordi jeg syntes den er flot og fordi den er begyndt at vågne efter vinteren.



Bærhaven, som indtil nu har bestået af to solbærbuske og 9 hindbærplanter (den tiende gik ud), får i år selskab af en ribsbusk og en stikkelsbærbusk. Jeg ved godt nok ikke hvad jeg skal bruge disse to typer bær til, men jeg har en forestilling om at de ville se flotte ud på en lagkage sammen med hindbær. Og så skal jeg jo naturligvis have dem i min have. Det skal nok vise sig at skidtet slet ikke modner samtidig, så det med lagkagen slet ikke bliver til noget.




Til sidst er der lige 3 forskellige sorter af tomatplanter, som bare venter på at der bliver varmt nok udenfor. Jeg har ikke noget drivhus og skal for første gang forsøge mig med tomater på en sydvendt mur. Er en smule præstationsangst overfor projektet. Har nærmest Googlet mig selv lam i armen. Men har ikke rigtigt fået svar på hvornår man må sætte tomater på friland. Der må naturligvis ikke være frost. Men så er der også noget med at der ikke må være temperaturer under 8 grader!!! Jamen hvor længe kan man holde dem hen i de små potter i vindueskarmen. De er jo helt vilde efter at komme lidt ud. Jeg får helt skyldfølelse og føler at de kigger bebrejdende på mig.

tirsdag den 14. april 2015

"Nå men hvor kom vi fra" + tanker om kompost

Slut med slendrian og hængepartier. Nu skal vi altså ud over stepperne. Det er forår og mit kamera samler støv. Desuden har min mor klaget over mit fraværd her på bloggen. Hun døjer med at følge med i hvad jeg laver.
Så dette indlæg er især til dig mor. MEN det er naturligvis også til andre der holder af at læse om min hverdags banaliteter.

Siden sidst har det jo været vinter. Rimelig kedelig årstid hvis man spørger mig. Faktisk så kedelig at jeg ikke engang har følt mig inspireret til et eneste blogindlæg.

Men nu er det jo forår. Fuglene synger og jeg kan komme ud i min have igen, hvilken jo efterhånden har udviklet sig til en lokalafdeling af Haveselskabet. Så hvis du ikke gider at læse om haver, så find på noget andet at lave nu. På nær dig mor. Du SKAL læse videre.

Det er dog ikke fordi jeg har meget at vise frem. Men jeg går meget op i jordbundsforhold, gødskning, kompost og den slags. Jeg låner faktisk bøger på biblioteket om den slags.

Sidste år satte vi jo en hæk for at skabe lidt rum omkring terrassen og vi lavede en bålplads.





I år er vi blevet modne til operation "Køkkenhave". Og nej! Der er stadig ikke overladt noget til tilfældighederne. Selv om vi dog har været nødsaget til at indføre begrebet "inden for tolerancen". Ellers får vi simplehen aldrig gennemført noget som helst, men ender med at tænke ethvert projekt ihjel. Bålpladsen havde nær resulteret i at vi måtte til afstemning om hvorvidt det var huset eller portnerboligen (Red. have skuret anno 2012) der skulle rives ned fordi de ikke stod i vatter i forhold hinanden. Det endte dog med at vi i samråd vedtog at bålplads skulle anlægges i overensstemmelse med hækkens vinkel, da det var hækken der stod tættest på projektet. Det smertede dog vores begges ordenscenter i hjernen da beslutningen blev taget. Men i år kan vi begge to godt se at med de relativt store mål man arbejder med i en have, så er det nok ikke så skide vigtigt om man sidder i en korrekt 90 graders vinkel i forhold til et skur i den anden ende af haven, når man skal riste en smule skumfidus.  

Vi er som tidligere nævnt blevet skænket have jord bestående af ca. 95% ler og 5%  et eller andet andet. Vi har egentlig nok udfordring med at få græs og hæk til at gro i skidtet. Derfor har vi, præcis som alle andre her i kvarteret, valgt højbeds metoden til vores lille selvforsyning projekt.




4 galvaniserede metalrammer af 120 cm x 120 cm i højden 25 cm skal nu gøre det ud for frodig køkkenhave. Indtil videre lader frodigheden dog stadig vente på sig. Men jeg forventer inden længe at både kartofler, morgenfruer, rucola og gulerødder i alle regnbuens farver vælter op ad jorden.

I forbindelse med dette projekt har jeg også grundlagt et komposteringsystem, så jeg kan lave min helt egen dyrbare, velomsatte, gennemgnaskede luksuskompost til at sprede imellem mine kommende grøntsager. Ja jeg startede faktisk allerede sidste år. Men det var egentlig bare en ordentlig stak kant afklip / plantedele som var blevet deponeret i et fjernt hjørne, fordi ingen orkede at køre det væk. 
Og tænk engang - der havde det ligget og forvandlet sig selv til fin jord, lige klar til at blive kørt ud i haven igen. Det er f...... smart. 

Så nu har jeg læst en bog om kompostering. Egentlig var det jo ikke nødvendigt, da jeg selv om jeg overhovedet ikke forsøgte at frembringe kompost, alligevel endte med at stå med fin kompost. Men jeg øjnede åbenbart lige en mulighed for at tænke noget ihjel. Jeg modstod imidlertid fristelsen, og har nu for alvor fået blod på tanden.
Jeg har nu taget det næste skridt og inddraget noget af køkkenaffaldet i projektet. Jeg kan næste ikke vente med at se resultatet. Jeg kan faktisk finde på at gå ud til min nye kompost beholder, bestående af 2 x 2 pallerammer oven på hinanden, bare for lige at lette lidt på presseningen, bare lige for at se om det går frem ad. Bliver helt varm om hjertet når jeg ser en orm der neden. "Spis bare løs min ven".





Således fik jeg langt om længe skudt et indlæg af. Jeg beklager at det mest kom til at handle om rådnende plantedele denne gang, og håber snart at vende tilbage.

lørdag den 23. august 2014

Jeg ved godt at det er for meget forlangt....

....men kom nu med noget mere sommer. Jeg magter ikke hvis efteråret skal starte allerede nu.

Vi har haft en fantastisk sommer. Vejret var som timet efter vores sommerferie. 
Den første uge i sommerhus i Nordjylland. Jeg havde skam mit kamera med......jeg havde bare glemt batteriet i opladeren derhjemme. Så jeg sled mig igennem en hel uge, kun bevæbnet med kamerat i min mobiltelefon. Nu vel - det er en iphone. Jeg burde ikke klage, men det satte virkelig min fotoglæde på en prøve. Det bedste var dog at jeg slap for at slæbe på min spejlreflekskamera.

Den første - og mest begivenhedsrige uge i vores sommerferie, er derfor kun meget sparsomt foreviget.
Jeg vender muligvis tilbage til dette emne når jeg engang får bakset billederne fra højteknologisk mobillos, over i lavteknologisk PC (læs: det sker sandsynligvis aldrig).

Indtil da bringes her et mini potpourri af sommerøjeblikke fra 2014.


Øverst fra venstre: Anton med pandekage, tur til Fur, Uffe der nyder at familien står til disposition HELE dagen, ny anlagt bålsted i have indvies, purpur solhat der var så venlig at blomstre lige der i min have og til  sidst - solnedgang over Ikast aka Danmarks røvhul. Så er det da ikke så slemt endda.

søndag den 22. juni 2014

For 19 år siden gik jeg på højskole....

...i Skals. Er man ved at blive gammel når man foretog sig noget på egen hånd for 19 år siden?

Skals - Højskolen for design og håndarbejde. Dengang kaldte vi den bare for Skals H. Det var sommer med sommer på. Masser af søde mennesker, spændende aktiviteter, gode fester og et fantastisk ungdoms minde at have i rygsækken. Nu føler jeg mig virkelig gammel.....


Vejret var godt som for 19 år siden. Selskabet var det samme. Jeg havde slået følge med Faster Mette som jeg har kendt siden dengang vi mødte hinanden på et 5 måneders ophold på Skals H.



Der var toplækkert håndværk, god kvalitet og ægte Skals stemning. Hvis man har været der, ved man hvordan det føles.




Det aller bedste ved Højskolen i Skals er at de ikke går ned på detaljen. Der er ikke noget der ikke er velovervejet, og alting er så pænt vedligeholdt og personligt, på trods af at det er en skole hvor der har været tusindvis af mennesker der har taget ophold af kortere eller længere varighed.


I går da jeg besøgte skolen lagde jeg for første gang mærke til hvor fin haven også er. Det lagde jeg ikke så meget mærke til i de skønne ungdoms'daw, hvor det handlede mere om at navigere udenom diverse stauder der stod alle vegne, når man kom hjem fra den lokale kro ud på de små timer.


Vi mødte mange spændende mennesker. To der bestemt har fortjent at blive nævnt er Eva og Henriette der står bag disse tre bøger. De har udformet et virkeligt smart koncept. En grundbog med alle teknikkerne til læder og skindsyning. Derefter har de lavet en fin fin inspirationsbog med idéer til ting i læder og skind.


De to skønne damer Henriette Andersen og Eva Deigaard Lepri.


Stemningsbillede fra den sal hvor jeg kom til at elske højskolesangbogen for 19 år siden.


Der var så mange fine ting. Hvem der dog bare havde tiden.....



Eller jordbær broderet så sirligt at man ikke kunne tro sine egne øjne.


Og ja......et nærmest poetisk maskingevær. Den slags syede vi altså ikke i min tid. Min gamle broderilærer Jytte, ville have korset sig og tvunget én til at brodere en nålebog i stedet.


Men nu hvor det er nået så vidt, så er det fint at der er tilhørende skudhuller. Arrangementet står fantastisk til de lyserøde pelargonier i vindueskarmen. 

Nej, det er naturligvis skønt at se en applikeret automatriffel på Skals. Hvis det var de samme nålebøger år efter år, så var der jo ingen grund til at komme igen. Og det fortjener stedet. At man kommer igen. Og måske oplever sin egen højskoletid igen i glimt.

Det er igen næste år i juni, hvis du vil se noget orn'lig syg håndarbejde udført af mennesker, der har været så heldige at de har haft den tid og ro der er til stede på Skals, inden de smutter ud af tidslommen igen til det pulserende liv udenfor.

søndag den 2. februar 2014

Nu med træben

Lad mig starte med at aflive eventuelle rygter om min død. Jeg klarede mig faktisk igennem natten med Bodil. Det samme gjorde både hund og børn. Dan kom også hjem fra Kina i god behold.

De udeblevene livstegn her på bloggen skyldtes, at jeg lige blev opholdt af noget julefest efterfulgt af en uendelig lang, kedelig, havregrødsfarvet januar, som jeg har kæmpet mig igennem med samme gejst, som en teenager der bliver bedt om at stå tidligt op og få noget ud af dagen.

Af andre spændende ting jeg har gået og hygget mig med her på det seneste, kan jeg nævne at jeg nærmest er kommet på ret køl. Jeg har i hvert fald fået konstateret at mit ene ben er længere end det andet, hvilket eftersigende skulle have en stor del af mine småskavanker på samvittigheden.

Jeg har siden jeg var teenager døjet med lejlighedsvise uforklarlige smerter i den ene skulder, og siden hen en nerve i klemme i samme skulder. En trykket iskiasnerve, problemer med betændelse i svangsenen i foden, ondt i lænden og i hoften, muskelspændinger i skulder, hals og kæbe. Ja, det lyder godt nok jammerligt. 
Egentlig havde jeg tænkt at jeg bare var ved at blive gammel og falde fra mig selv. Men jeg kunne mærke at jeg gik forkert på mine fødder, og jeg har prøvet mange forskellige såler og indlæg til flere tusind kroner. Det blev bedre, men aldrig godt med mine fødder. 

Læger, kiropraktorer, fysioterapeuter, massøer og alternative behandlere har kloget i mit skæve kadaver. Først da jeg mødte en bandagist blev jeg opmærksom på at al min småjammelighed sandsynligvis skyldes at stængerne i mit gangstativ ikke er lige lange.

Jeg er nu blevet klodset op i den ene siden, således jeg for første gang i min voksne tilværelse er kommet i vatter. Ja, faktisk gik jeg indad på den ene fod og udad på den anden. Så jeg har slæbt kadaveret igennem livet i S form. Det føltes egentlig meget rart sådan at være ny kalibreret. Nu venter jeg så med spænding på at ovennævnte kaskade af skavanker forsvinder som dug fra solen.

Hælen på nye træben

Ovenfra ligner det bare såler...

men det er et personlig hjælpemiddel

Jeg var simpelthen nød til at købe lidt lir til det nye træben.

Det er jo ikke sådan et man bare lige smutter ned i en stilet....
eller en almindelig sko for den sags skyld.
Det kræver noget temmelig rummelig overlæder.

Er i vildrede omkring hvad jeg skal gøre til sommer mht. sandaler.

torsdag den 5. december 2013

Hej Bodil din sindsyge kælling

Jeg vil ikke sige at jeg ikke var forberedt på at det skulle blive blæsevejr. Men slap lige af. Det er jo livsfarligt derude.

Min vejrmæssige ud-af-kroppen oplevelse startede ved 15.45 tiden på Lidl's parkeringsplads, hvor jeg praktisk talt blev blæst ud af kontrol. Der fløj jeg rundt med en indkøbspose, tilsyneladende helt uden retningssans, men klarede mig over pladsen med livet i behold. Hvilket var mere held end forstand. Jeg kastede mig ind i bilen i sikkerhed, i en mild form for choktilstand. Det var der jeg indså at jeg ikke bare skulle hente børn. De skulle faktisk evakueres fra henholdsvis SFO og børnehave.
Som sagt, så gjort. Jeg fik bjerget al afkom. Endda uden større dramatik.
Dramatikken opstod først for alvor da vi kom hjem i, det som jeg anså som værende, sikkerhed.
Jeg stod og hakkede i noget løg i køkkenet, da der pludseligt blev mørkt - som i fuldstændig bælgravenes mørkt. "Nå for søren da osse. Mor går lige ud og slår relæet til igen". Der var ikke så meget at slå til på relæet. Alt var tilsyneladende slået til. Jeg tænkte "Nå, det må godt nok være træls for Ikast værkerne at de ikke kan klare sådan en smule Bodil". Jeg kiggede ud på vejen for lige at få bekræftet at hele vejen var mørkelagt.
Det var den ikke. Alle de andre havde tilsyneladende gang i samtlige elapparater på én gang.

Hvad gør man så. Man henter naturligvis sin mand. Det er vel en af grundende til at man som kvinde gifter sig.

Dan er i Kina...... Hvad gør man så. "Årh, for helvede"......."Prøv lige at hør her drenge. Nu sidder I her lige så stille i mørket, imens mor går ud i Bodil efter hjælp".

Genboen er flink......og folkeskolelærer. Han får løn for at hjælpe andre. Han sprang beredvilligt til undsætning, og fik inspiceret relæet indtil der kom lys i det meste af boligen.
Det meste betyder, at der mangler lys i bryggers, entre, 3 værelser, en mellemgang og et badeværelse samt i garagen. "Nå, skidt med det. det kunne da have været værre. Godt at der er strøm i køkken, stue og i ét badeværelse".

Genbo mente at det ville være en god ide at tjekke om der var strøm på fryseren i garagen.

"Årh pis osse". Den elektriske garageport kan ikke åbnes. Min bil er taget som gidsel af Bodil!
Håber det der strøm er kommet igen i morgen inden jeg skal bruge bilen.

Der var iøvrigt ikke strøm på fryseren.......fjernsynet virker heller ikke. Det hævder der er problemer med antenne tilslutningen. "Årh, hold nu kæft".

Frostvarer er nu i eksil hos genbo. Jeg sidder i sofa med flossede nerver, og overværer juletræet med de elektriske pærer i haven, blive rusket til døde. Har været ude at stramme skruer omkring stammen 4 gange. Nu har jeg trukket gardinerne for. Jeg magter ikke at redde mere jordisk gods i dag........

"Nu tordner det fandeme også"......går i seng. Tager regntøj på i tilfælde af at taget skulle blæse af i nat. Håber at vågne igen i morgen.

søndag den 17. november 2013

I skovens dybe stille ro.....ankom vi !!

 Og så var den ro ovre...



Vejret har i dag vist sig fra sin absolut fineste side. Det samme kunne man ikke ligefrem sige om vores yngel. Det er som om deres øregange ind imellem vokser sammen, i takt med at deres stemmeføring tager til. Mine øregange derimod, føles som om de er blevet glaseret med kogende bly. Vi måtte ud under åben himmel.



Vi tog i skoven for at samle grankogler og mos til den forestående højtid......ligesom resten af Midtjylland. 
Jamen, det var ikke til at støve en ærlig grankogle op de første 500 meter af skovstien.
Længere inde i skoven var der dog gudskelov stadig kogler på lager, så vi fik hvad vi kom for, uden at komme op at slås med nogen af de mange andre koglehungrende skovgængere.



Det var i øvrigt med at holde både hund og yngel tæt ind til kroppen, da skoven ud over koglesamlere og mos-op-kradsere, også var yderst velbesøgt af motionister både i fuld firspring og på mountainbike. 

Da vi kom hjem havde ynglet stadig alt for meget energi, så de blev sendt ud i haven for at tæske hinanden med skumsværd, men lige meget hjalp det. 

Nu er de langt om længe blevet lagt i seng, og jeg glæder mig til at komme på arbejde i morgen. Der kan jeg sidde lige så stille med en kop varm mælk, med en lille bitte sjat kaffe i, og nyde stilheden, der med lidt held godt kan vare til helt hen ad ved ni tiden.

Weekend er godt - men det kan også være meget rart at komme på arbejde en gang imellem, og med god samvittighed overlade sit yngel til nogen der får løn for at håndtere dem.

onsdag den 6. november 2013

Gør-det-selv-Keld - sådan bliver børn til englebasser

I gamle dage hed DIY. Her på redaktionen kalder vi det for en "Gør-det-selv-Keld". Essensen er blot den, at der ikke er nogen der gør det for dig. Så bare kom igang. 

Nogle gange må man jo give naturens realiteter en hånd med. F.eks. er der ikke af sig selv vokset englevinger ud på ryggen af mine drenge. Så sidste år gav jeg lige dem begge et lille grafisk drys julestøv. 
I år har jeg fundet på, at jeg da vil dele idéen med jer som har lyst. 


Jeg har brugt billeder af mine drenge fra da de var babyer. Man kunne også lave en ny engel for hvert år i barnets første 5 eller 10 år. Men man bør nok stoppe inden drengene får dun på overlæben, og pigerne piercinger i næsen.
Hvis man har et godt billed behandlingsprogram, og lidt tålmodighed kan man indsætte det frit lagte ansigt oven på englevingerne. Men hvis man er mere til saks og lim, så limer man bare ansigtet på inden man klipper hele molevitten ud. 
Jeg printede de to englebasser ud to gange, hvor jeg spejlvendte det ene sæt, således de kunne limes sammen inden jeg klippede dem ud. Så kan får man ansigt på begge sider. Det ser fint ud når de hænger og drejer rundt i luften.

Med blank bagside, vil enhver bedsteforælder smelte over det, brugt som til og framærke på julegaven. 
Rigtig god fornøjelse.

Download englevinger her. (Jeg håber det virker. Ellers giv mig et praj)


søndag den 3. november 2013

Mururrh ha ha ha

Lad mig starte med at slå én ting fast. Halloween er både udansk og spild af penge. Men nu hvor imperialismen og kapitalismens lakajer, møjsomt har fået presset denne grimme højtid ned i halsen på os, så er jeg jo ikke typen der kan lade være med at gå bare en lille smule i selvsving når der er udsigt til en udklædningsfest.
Anton var inviteret til Halloweenfest i SFO'en. Jeg var dødmisundelig - og forsøgte faktisk at tale mig til en plads som frivillig i saftevandsbaren, bare for at få lov at komme med. Dog uden held. Så jeg havde masser af tid til at koncentrere mig om Anton og hans udklædning.



Det eneste jeg fremstillede til lejligheden, var et skærf i rød lagenlærred. Resten "havde vi lige liggende". En kappe fra et Batman kostume og et par bukser (dog en anelse for korte - men skidt) fra en gammelt Star Wars dragt. Skjorten er en helt almindelig bondeskjorte og butterflyen har været min morfars.



I år har jeg desuden taget kampen op imod råd og svamp, idet græskarmanden har fået tegnet masken op med en sort sprittush, i stedet for først at være blevet udhulet, og derpå sat ud i regnen for at rådne. Denne grumme skæbne plejer at ramme mine græskarmænd, på trods gentagne atmon-skylninger.

Jeg har aldrig haft en græskar mand der har stået så længe som i år. Nej bevares, der er ganske vist ikke lys i den. Men den er frisk som en havørn.
Drengene var godt nok lidt skuffede over min måde at springe over hvor gærdet var lavest på. Men jeg magter ikke det der griseri og møje og besvær for, at der skal stå en skamferet grøntsag og rådne på rekordtid udenfor min hoveddør. Så nu blev det altså sådan i år. Man må jo prioritere.