søndag den 3. august 2008

Gardenparty og patchwork

Lørdag aften blev tilbragt i dejlige menneskers selskab i Hals, hvor der blev afholdt et rigtigt gardenparty i Mette T. og Flemming's have i anledning af Flemming's fødselsdag. Det var en herlig fest med fantastisk musik leveret live af "The Billiteers", der spillede Old School Rock'n Roll, Rockabilly og Power Blues. Både kontrabas, guitar og trommer fik en ordentlig omgang tæsk, til alles store fornøjelse.
Besøget inkluderede også en rundvisning (for dem der var interesserede) i Mette T's kreative slaraffenland af garn, stof, perler, stofmaling, dimesdutter og andre gode sager. Jeg bliver altid vildt inspireret af at besøge Mette. Da min søn Anton blev født i maj 2007, fik han et rigtig flot patchworktæppe af Mette, med lilla, lime og lysblå rektangler quiltet i cirkler. Det hænger over kanten på hans tremmeseng og fungerer som sengerand. Anton fik også et imponerende patchworktæppe med stjernemønster med quilt, af sin far's faster Else. Selv lavede jeg også et patchworktæppe til ham i brun og natur tern. Dette tæppe er dog meget simpelt i forhold til de to andre.



Jeg har længe gået og puslet med tanken om at forsøge mig med noget mere avanceret patchwork, men det bliver ikke rigtigt til noget. Har måske ubevidst forsøgt at tænke projektet ihjel. Det ville jo være langt det letteste. Jeg kan dog mærke at det trænger sig mere og mere på, og at jeg snart er klar til at kaste mig ud i projektet. Jeg er endda gået så vidt som til at investere i en bog om emnet. Håber den vil give mig den fornødne moralske opbakning.

1 kommentar:

  1. Hej Fru Foldager
    Tak for fedt selskab i lørdags :-) Det blev vist en succes. Jeg skal vist lige bruge de næste par dage på at rekonstruere hus og have... Efter lang tids kamp er jeg nu også blevet blogger! Find mig under Faster Mette :-) Jeg skal prøve at holde den gode standard!! Knus Mette

    SvarSlet