torsdag den 15. april 2010

Jamen, så godmorgen da!

Her til morgen var Anton skide tvær, fordi der tilsyneladende ikke var noget der var godt nok. Først ville han ikke sove mere. Dernæst ville han ikke op. Så ville han KUN have (de grimmeste) fodboldstrømper på i børnehave, hvor han iøvrigt slet ikke ville hen. Tandbørstning var i følge Anton et brud på menneskerettighederne. Der blev meget stille, da Dan fik trukket drengen ud i bilen og kørte afsted med ham.


Gustav ligger på sit legetæppe (også kaldet action-parken) og basker med alle ekstremiteterne og solen skinner. Ahh.....
Jeg er sulten og errfarer at jeg er gastronomisk udfordret med hensyn til morgenmaden. Nogen burde have bagt nogle boller i lidt bedre tid.
Men så var det at jeg snublede over genialitet. Jeg hældte nogle forhåndenværende ingredienser i en gryde, og pludselig blev en ny gastronomisk klassiker født. Andre har måske gjort denne opdagelse tidligere, men lad mig nu blive i troen om, at jeg selv har fundet på den.

Hvis jeg skulle blive dækket af vulkansk lava i løbet af formiddagen, så ville man om 500 år kunne grave mig frem og konstatere, at mit sidste måltid bestod af følgende:

Havregryn
Hørfrø
Kokos
Rosiner
Mandler
Jordbær
Akasiehonning

Alle ingredienserne, på nær de sidste to, koges let sammen i en gryde med en passende mængde vand. Top med jordbær og honning. Mums.

1 kommentar:

  1. Ja, med den himmelske morgenmad kan din dag da kun blive skøn!

    SvarSlet