tirsdag den 8. juni 2010

Med mutter på tur i det offentlige rum

Anton og Gustav var med mor på tur i går. Anledningen var Antons 3 års undersøgelse ved lægen. Jeg gik i gang i god tid med, at spekulere på alt der kunne gå galt med en barnevogn inkl. 6 måneder gammel utilregnelig barn, samt en 3 årig med, til tider, en meget selvstændig indstilling til tingene. Derudover havde vi selvfølgelig diverse pakkenelliker, så som mad til den utilregenlige, gummistøvler, regntøj, ekstra tøj og et arsenal af tog- og alternative buskøreplaner. Rejsen skulle nemlig foregå med offentlig transportmiddel. Det var her mine spekulationer koncentrerede sig. I Ikast skal man nemlig have hjælp til at få en barnevogn op i toget.
Den første forbipasserende jeg spurgte om hjælp til dette projekt, lod som om han ikke hørte mig. Der kom heldigvis en anden passager, der havde overværet mit forgæves forsøg på at få hjælp, og gav en hånd med at få trukket alt mit afkom ind i vognsættet.
Anton var ved at begynde at græde over alt postyret, men faldt til ro da han fandt ud af at han for en gang skyld sad INDE i det tog som han har vinket til så mange gange. Det blev han noget høj i hatten af.

Den utilregnelige i barnevognen opførte sig heldigvis eksemplarisk under transporten.
Turen fra stationen i Herning og hen til lægen gik også fint og (næsten) uden jeg havde lyst til at begå noget upædagogisk. Vi var lige en tur omkring helsekost forretningen for, at forsyne husholdningen med emmermel og andre eksotiske råvarer. Der gik ca. 2 min. før Anton begyndte at stå og hive i mit tøj og halvråbe "kom nu moar" mange gange i træk!!!

Lægebesøget gik også rigtig godt. Anton gjorde alt hvad lægen bad ham om. Gustav begyndte at vågne fordi noget, af angst for at barnet skulle komme til at fryse, havde klædt ham på til den nok lidt for gavmilde side. Nu begyndte han at klynke fordi han lå og svine-svedte.
Egentlig kunne vi efter veloverstået lægebesøg godt have hastet hjem i sikkerhed med offentlig transport.
Men jeg besluttede at tage endnu en chance med afkommet i det offentlige rum. Vi tog på café!! Total resoursestærk overskudsmor.
Vi tog på Café Dyrby's hvor vi kommer jævnligt. Caféen en meget børnevenlig, og cafémutter kender os og jeg var sikker på at vi nok skulle blive tilgivet, hvis vores besøg skulle gå hen og løbe af sporet.
Caféen var helt tom, så Gustav blev placeret på sin dyne, imens Anton fik sig en velfortjent "nutti" (smoothie red.) som han bundede i en lang slurk. Anton fik også en bolle med smør, men han gik mest op i nutti'en. Gusse blev glad igen, da han kom ud af det hjemmestrik der blokerede for hans velbefindende. Det var bare brand hyggeligt. Mor og drengene på café.
Inden vi tog toget hjem igen, var vi lige en tur i H&M for at købe lidt fornødenheder. Imens jeg gik rundt i underetagen, så jeg pludselig Anton køre op med rulletrappen. Han stod og vinkede til mig, imens jeg var ved at kaste op af grin. Vi blev dog genforenet, og kom godt hjem igen med toget, hvor der for første gang i hele min togkarriere ikke var hjælp af noget art at opstøve til barnevognsløft. Men nu skulle vi jo heldigvis et trin ned, hvilket er noget lettere end at komme at trin op, når man skal klare det selv.

1. ud med Anton
2. stikke ben i døren for ikke at den lukker
3. trække barnevogn inkl. Gustav ned af urimeligt stort trin

Gustav stod faktisk lodret inde i barnevognen et kort øjeblik. Han havde altså benene ned af. Det havde jeg selvfølgelig sørget for....da jeg kom i tanker om at vende barnevognen om i sidste øjeblik.

Alt i alt en rigtig god dag, helt uden panik og ulykker, alene i det offentlige rum med to småbørn.

8 kommentarer:

  1. Uh, jeg kan godt huske det. Svedt bare ved tanken om alt det, der skal forudses. Og den der Yes-følelse, når det lykkes, og det bare er hyggeligt. Tænker på min veninde, der gik med sønnike igennem hovedgaden, hvorpå han teatralsk råber til sin mor: "Du må ikke slå mig!" - hun har aldrig lagt en hånd på knægten - nå, det var vist en helt anden historie. Tak for en hyggelig blog. Dorthe

    SvarSlet
  2. Ha ha, jeg kan lige se det for mig. Tak for historien :)

    SvarSlet
  3. Super sød historie, og selv efter godt tyve år husker jeg godt fornemmelsen. :-)

    SvarSlet
  4. Shit du er sej. og griner stadig over' hjemmestrik som blokerede for hans velbefindende'

    SvarSlet
  5. Sikke da en skøn tur i har haft :-) Og en cafe-tur er altid et hit hos ungerne - Emily elsker også at være på Cafe med mor. Kram Kusinen

    SvarSlet
  6. sejt gået. Og Dyrby er simpelthen et fantastisk sted :-) kommer der selv ret tit.

    SvarSlet
  7. Sikke en tur :) Jeg kan godt huske hvordan det var - i regn og slud, skal barnevognen ud! Men jeg har nu aldrig haft mine drenge med på café, det kunne nu hyggeligt (der er bare ikke så mange caféer her helt ude østpå) :)

    Jeg er meget interesseret i god opskrift på emmerbrød! Og så må jeg jo bare have fat i en hævekurv :) Jeg siger lige til, når jeg har fremskaffet melet :)

    SvarSlet
  8. Aaaah, fantastisk. :-) God fortælling!

    SvarSlet