tirsdag den 25. januar 2011

Livet er ikke kun en dans på roser - det er også lutter lagkage


Nu er der jo ikke nogen som helst grund til at vi som den eneste børnefamilie i det ganske land, skulle slippe for kaskader af snot og feber, samt mave/tarmindhold der bare vil ud, hvad enten det bliver den ene eller den anden vej. Ja, undskyld den meget maleriske beskrivelse, men der er jo ingen grund til at pakke det ind, I ved godt hvad det handler om.

Vi har været nede.....3 gange nu, siden lige før jul.

Nu er jeg ved at være træt af at vaske maveindhold af mere eller mindre fordøjet karakter af tøj, sengetøj og gulvtæpper. Jeg gider ikke mere. Jeg er led ved at selv at melde mig syg og ved jævnligt at skulle bede min arbejdsgiver om frihed til at passe mit, på skift, skræntende afkom. Dagplejemoderen har ringet to dage i træk nu og bedt mig om at hente Gustav.

Selvom jeg arbejder på én af Danmarks bedste og mest fleksible arbejdspladser, som jo naturligvis siger at jeg bare skal passe mig selv og mine børn, så kan jeg ikke få mig selv til at bede om mere.
Hvad er det meningen man skal gøre med sine syge børn, når man ikke har hjemmegåde eller nærtboende bedsteforældre? Jeg har snart brugt mine sidste feriedage i dette ferieår, på at passe syge børn.

For at sætte prikken over i'et (eller "flaget i lorten" som vi siger der hvor jeg kommer fra) så er min drenge sandsynligvis også tikkende skoldkoppe-bomber, da de har været sammen med en (rigtig sød og dejlig) lille pige, for lidt over en uge siden, der to dage senere viste sig at have skoldkopper. Det var rigtig synd for lille Ida, men hun er kommet ovenpå igen har jeg hørt fra hendes mor.

Jeg har i mellemtiden fået fuldstændig styr på inkubationstiden for skoldkopper, hvilke salver og udtørrende cremer man skal bruge til, at lindre dette kløende-knop-helvede. Samt hvor lang tid man må forvente at forestillingen vil vare.

Nu er det så, at sådan en gnaven type som mig, skal huske på, at være taknemmelig over, at det trods alt ikke er noget alvorligt mine børn, mand eller jeg selv fejler. Og det er jeg skam også. Hver eneste dag. Hvor er det dejligt at være så heldig. Ved denne tanke bliver jeg helt taknemmelig, når jeg vasker før nævnte maveindhold af diverse tekstiler.

7 kommentarer:

  1. (Skønt indlæg. :-)

    Uargh! Det lyder som en hardcore omgang. Jeg husker sidste jul, hvor vi startede en uge før juleaften med den enes skoldkopper, som blev til byld i lysken pga. betændt skoldkop i måsen, gik over til den andens skoldkopper nytårsaftensdag (= aflysning af fest), og så fortsatte det så over i noget småsyge indtil en god uge efter nytår. Men så var skoldkopperne da klaret. :-D

    Lige nu venter vi på, om de begge har fået influenza - de væltede næsten mine forældres hus i går eftermiddags med deres lille fætter, som gik ned med feber i går aftes, og hvis mor har influenza.

    Rigtig god bedring med jer!

    SvarSlet
  2. Jamen dog, stakkels jer.
    Nu kan man jo have skoldkopper på mange niveauer.
    Min ældste havde måske 25, han var lidt skidtmas, men ikke så slemt.
    Nr 2 havde til gengæld en trillion-trilliard, men hun grinede over hele femøren og var fuldstændig ligeglad med dem.
    Det er selvfølgelig træls det tager så lang tid, inden de holder op med at smitte.
    God bedring.
    Kirsten

    SvarSlet
  3. Fantastisk billede! OG uh, hvor kan man nikke genkendende til sådan en omgang - sidste år havde Helene opkast i en månede! Nøj, det var træls! Flere gange dagligt..
    Men ja, man skal husker at glæde sig over at det er BØRNEdomme :-) dejligt du lige får husket os andre mødre på det!

    SvarSlet
  4. Nå ja, skoldkopperne fik vi også sidste år! og de var heldivis ikke lige slemme på begge piger - mener faktisk jeg lagde billeder ud af helena på bloggen - flere hundrede, men Fili havde kun 20..

    Held og lykke...

    SvarSlet
  5. Husker godt, specielt det første år, i vuggestue med nr. 2. Især yngstemanden ragede alt til sig. Man havde absolut ikke tid til at være syg selv, for man havde konstant dårlig samvittighed overfor enten at have sendt børn for tidligt afsted, eller overfor arbejdspladsen. Tror jeg havde ialt 5 hele uger på arbejde det første år...
    Rædselsfuldt og lige nu kan du kun trøste dig med, at det går over... Og håbe at din arbejdsplads også husker, at du ikke gør det med vilje ;-) Håber vi snart får noget lys og varme - det er det eneste, som du'r. Pøj-pøj og hold hovedet højt ;-)

    SvarSlet
  6. VI har netop været igennem en hel uge med sygdom og så begynder ens pasningsmuligheder at være tynde :s
    Men sikke en søøød billed!

    SvarSlet
  7. Uha jeg kan godt huske hvordan det var. Håber der kommmer bedring for jer.

    SvarSlet