tirsdag den 13. november 2012

Historien om da Madsen fik en piercing

Jeg lovede for et stykke tid siden, at I nok skulle få historien om Uffes håndgemæng med cockerspanielen Madsen, den søndag eftermiddag familien var i skoven. Den historie kommer her....


Familien entrerede skoven med madkurv i det smukkeste solskins-frostvejr. Uffe var naturligvis med i sin lovpligtige, og godkendt til formålet, hundesnor. Imens familien indtog frokost i det grønne, var Uffe tøjret til bænken.
Der sker nu det, at cockeren Madsen med dertilhørende familie indtager scenen.
Uffe er normalt en fredelig familiehund, men inden i alle hunde bor der jo en ulv. Eller i hvert fald noget ur-agtigt. Uffes ur-dyr vækkes til live når han er i snor og møder andre han-hunde. Hun-hunde rør ham ikke, men han-hunde, får normalt en mundlig advarsel. 
Madsen som var en pæn ældre herre på 10 år, kom glad gående med sin far i snor. Først ville Madsen gerne hilse på Uffe, men Madsens far fik hurtigt trukket Madsen til sig, da han anede hvordan Uffe havde i sinde at hilse. Men for sent. Uffes snor var lige præcis så lang at han nåede at bide sig fast i Madsens lange bløde cocker-øre.
Så så man lige mig ligge over Uffe med hænderne omkring Uffes kæber i et forsøg på at vriste Uffes grævlinge-kæber fra hinanden. Alt imens Madsens far holdte et fast greb i Madsens øre, for at redde hvad der reddes kunne.
Det hjalp ikke en skid. Uffe sad fast i Madsens øre. Ingen af hundende sagde noget særligt. Jeg råbte "SLIP - SLIP -SLIP". What to do.... Jeg valgte at slå Uffe på skulderen for lige som at få fremdrift i projektet. Det hjalp. Uffe slap. Madsen var i chok.


Da parterne var faldet lidt til ro, og Uffe var blevet trukket ud i bilen, tilså Madsens mor og far og jeg Madsens stakkels øre. Vi måtte konstatere at Maden havde fået sin første piercing. Jeg donerede (det manglede da bare) en kleenex til sårplejen.
Madsens forældre tog det faktisk helt utrolig civiliseret. De blev ikke engang vrede. Det syntes jeg var beundringsværdigt. Det kan da godt være at de blev sure, da vi var gået. Men de var ret large, situationen taget i betragtning. De fik naturligvis mit telefon nr. i tilfælde af komplikationer eller behov for et eller andet. Nogen at skælde ud måske.
Jeg tænkte, det er vel ligesom hvis man kommer til at lave en ridse i en andens bil. Så at aflevere sit telefon nr., er vel det mindste man kunne gøre.
Jeg har ikke hørt fra dem. Men jeg håber virkelig at Madsen er kommet sig, fysisk såvel som psykisk.

Og Uffe, han bliver holdt i særdeles stramme tøjler frem over. Puuuuhaa, slemme hund!

2 kommentarer:

  1. Frygtelig historie! Men uha, det var godt at begge hunde var i snor, trods alt :) Jeg troede da ikke, at Uffe havde sådan et temperament, han er jo bare Uffe :)

    SvarSlet
  2. Ja, men Uffe er muligvis en muteret dræberhund.

    SvarSlet