søndag den 2. februar 2014

Nu med træben

Lad mig starte med at aflive eventuelle rygter om min død. Jeg klarede mig faktisk igennem natten med Bodil. Det samme gjorde både hund og børn. Dan kom også hjem fra Kina i god behold.

De udeblevene livstegn her på bloggen skyldtes, at jeg lige blev opholdt af noget julefest efterfulgt af en uendelig lang, kedelig, havregrødsfarvet januar, som jeg har kæmpet mig igennem med samme gejst, som en teenager der bliver bedt om at stå tidligt op og få noget ud af dagen.

Af andre spændende ting jeg har gået og hygget mig med her på det seneste, kan jeg nævne at jeg nærmest er kommet på ret køl. Jeg har i hvert fald fået konstateret at mit ene ben er længere end det andet, hvilket eftersigende skulle have en stor del af mine småskavanker på samvittigheden.

Jeg har siden jeg var teenager døjet med lejlighedsvise uforklarlige smerter i den ene skulder, og siden hen en nerve i klemme i samme skulder. En trykket iskiasnerve, problemer med betændelse i svangsenen i foden, ondt i lænden og i hoften, muskelspændinger i skulder, hals og kæbe. Ja, det lyder godt nok jammerligt. 
Egentlig havde jeg tænkt at jeg bare var ved at blive gammel og falde fra mig selv. Men jeg kunne mærke at jeg gik forkert på mine fødder, og jeg har prøvet mange forskellige såler og indlæg til flere tusind kroner. Det blev bedre, men aldrig godt med mine fødder. 

Læger, kiropraktorer, fysioterapeuter, massøer og alternative behandlere har kloget i mit skæve kadaver. Først da jeg mødte en bandagist blev jeg opmærksom på at al min småjammelighed sandsynligvis skyldes at stængerne i mit gangstativ ikke er lige lange.

Jeg er nu blevet klodset op i den ene siden, således jeg for første gang i min voksne tilværelse er kommet i vatter. Ja, faktisk gik jeg indad på den ene fod og udad på den anden. Så jeg har slæbt kadaveret igennem livet i S form. Det føltes egentlig meget rart sådan at være ny kalibreret. Nu venter jeg så med spænding på at ovennævnte kaskade af skavanker forsvinder som dug fra solen.

Hælen på nye træben

Ovenfra ligner det bare såler...

men det er et personlig hjælpemiddel

Jeg var simpelthen nød til at købe lidt lir til det nye træben.

Det er jo ikke sådan et man bare lige smutter ned i en stilet....
eller en almindelig sko for den sags skyld.
Det kræver noget temmelig rummelig overlæder.

Er i vildrede omkring hvad jeg skal gøre til sommer mht. sandaler.

6 kommentarer:

  1. Åh Camilla :) Jeg er ikke færdig med at grine endnu :) Men naturligvis er jeg glad for at dit kadaver endelig er kommet i vatter :) Jeg håber at det har hjulpet dig! Kan du huske, da vi var til fest sammen med alle landbrugseleverne fra Viborg? Alle dem med vandkæmmet hår og ternede skjorter :) Der var en som spurgte om du ville danse, men du takkede nej, og forklarede høfligt at du havde træben fra knæet og op :) Tror at han accepterede... :) Det var altså sjovt den gang! Kan man kickstarte en mejetærsker? Findes der en tre-furet vendeplov? Kan du huske det? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha ha ha ja det var f........ Skægt. Jeg kan godt huske at de sygeplejestuderende var i højere kurs end os. Det kan jeg egentlig godt forstå, vi var sgu også lidt mærkelige. Det er vi nok egentlig stadigvæk. Ha ha :) jeg husker godt alle vores indstuderede indledningsnreplikker. Bruger dem faktisk stadig hved enhver tænkelig lejlighed. :)

      Slet
  2. Jeg har også ulige ben, og jeg får savet sålen på alle mine sko, støvler og sandaler savet igennem, forhøjet 15 mm og så limet sammen igen. Jeg kan ikek bruge sko med tynd sål, men jeg har et par vandresandaler og den slags, så jeg kan lufte tæerne. Prøv at spørge din bandagist, om ikke du kan få lavet noget lignende til sommer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var et rigtig godt tip. Jeg havde selv leget med tanken om at få limet en ekstra sål under et par alm sko. Det vil jeg helt sikkert undersøge og overveje ved mit næste sko køb. Skal dog også lige have løst problemer med at der skal være plads til en kæmpe svangstøtte og en forfodsløfter. Sidstnævnte er dog ikke noget problem. Men der må være en løsning.

      Slet
    2. Jeg bruger Sahva, de kan finde løsninger på det meste. Tanken om en sommer uden sandaler er slem-slem - det er slemt nok, at det er slut med de bare tæer.

      Slet
  3. I don’t know how should I give you thanks! I am totally stunned by your article. You saved my time. Thanks a million for sharing this article.

    SvarSlet