tirsdag den 14. april 2015

"Nå men hvor kom vi fra" + tanker om kompost

Slut med slendrian og hængepartier. Nu skal vi altså ud over stepperne. Det er forår og mit kamera samler støv. Desuden har min mor klaget over mit fraværd her på bloggen. Hun døjer med at følge med i hvad jeg laver.
Så dette indlæg er især til dig mor. MEN det er naturligvis også til andre der holder af at læse om min hverdags banaliteter.

Siden sidst har det jo været vinter. Rimelig kedelig årstid hvis man spørger mig. Faktisk så kedelig at jeg ikke engang har følt mig inspireret til et eneste blogindlæg.

Men nu er det jo forår. Fuglene synger og jeg kan komme ud i min have igen, hvilken jo efterhånden har udviklet sig til en lokalafdeling af Haveselskabet. Så hvis du ikke gider at læse om haver, så find på noget andet at lave nu. På nær dig mor. Du SKAL læse videre.

Det er dog ikke fordi jeg har meget at vise frem. Men jeg går meget op i jordbundsforhold, gødskning, kompost og den slags. Jeg låner faktisk bøger på biblioteket om den slags.

Sidste år satte vi jo en hæk for at skabe lidt rum omkring terrassen og vi lavede en bålplads.





I år er vi blevet modne til operation "Køkkenhave". Og nej! Der er stadig ikke overladt noget til tilfældighederne. Selv om vi dog har været nødsaget til at indføre begrebet "inden for tolerancen". Ellers får vi simplehen aldrig gennemført noget som helst, men ender med at tænke ethvert projekt ihjel. Bålpladsen havde nær resulteret i at vi måtte til afstemning om hvorvidt det var huset eller portnerboligen (Red. have skuret anno 2012) der skulle rives ned fordi de ikke stod i vatter i forhold hinanden. Det endte dog med at vi i samråd vedtog at bålplads skulle anlægges i overensstemmelse med hækkens vinkel, da det var hækken der stod tættest på projektet. Det smertede dog vores begges ordenscenter i hjernen da beslutningen blev taget. Men i år kan vi begge to godt se at med de relativt store mål man arbejder med i en have, så er det nok ikke så skide vigtigt om man sidder i en korrekt 90 graders vinkel i forhold til et skur i den anden ende af haven, når man skal riste en smule skumfidus.  

Vi er som tidligere nævnt blevet skænket have jord bestående af ca. 95% ler og 5%  et eller andet andet. Vi har egentlig nok udfordring med at få græs og hæk til at gro i skidtet. Derfor har vi, præcis som alle andre her i kvarteret, valgt højbeds metoden til vores lille selvforsyning projekt.




4 galvaniserede metalrammer af 120 cm x 120 cm i højden 25 cm skal nu gøre det ud for frodig køkkenhave. Indtil videre lader frodigheden dog stadig vente på sig. Men jeg forventer inden længe at både kartofler, morgenfruer, rucola og gulerødder i alle regnbuens farver vælter op ad jorden.

I forbindelse med dette projekt har jeg også grundlagt et komposteringsystem, så jeg kan lave min helt egen dyrbare, velomsatte, gennemgnaskede luksuskompost til at sprede imellem mine kommende grøntsager. Ja jeg startede faktisk allerede sidste år. Men det var egentlig bare en ordentlig stak kant afklip / plantedele som var blevet deponeret i et fjernt hjørne, fordi ingen orkede at køre det væk. 
Og tænk engang - der havde det ligget og forvandlet sig selv til fin jord, lige klar til at blive kørt ud i haven igen. Det er f...... smart. 

Så nu har jeg læst en bog om kompostering. Egentlig var det jo ikke nødvendigt, da jeg selv om jeg overhovedet ikke forsøgte at frembringe kompost, alligevel endte med at stå med fin kompost. Men jeg øjnede åbenbart lige en mulighed for at tænke noget ihjel. Jeg modstod imidlertid fristelsen, og har nu for alvor fået blod på tanden.
Jeg har nu taget det næste skridt og inddraget noget af køkkenaffaldet i projektet. Jeg kan næste ikke vente med at se resultatet. Jeg kan faktisk finde på at gå ud til min nye kompost beholder, bestående af 2 x 2 pallerammer oven på hinanden, bare for lige at lette lidt på presseningen, bare lige for at se om det går frem ad. Bliver helt varm om hjertet når jeg ser en orm der neden. "Spis bare løs min ven".





Således fik jeg langt om længe skudt et indlæg af. Jeg beklager at det mest kom til at handle om rådnende plantedele denne gang, og håber snart at vende tilbage.

2 kommentarer:

  1. så organiseret du er. Mine kompostbunker ja jeg starter vist blot en ny et eller andet sted i haven årligt, og skal i år så bruge den fra 2013 .. men problem.. projektkøkkenhave skydes ikke som planlagt i gang i år.. tænker så roser mv bliver glade for noget kompost

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha ha. Ja der er mange måde at tøjle sin sindssyge på. Jeg organiserer altså rådnende plantedele / køkkenaffald i min have. Det må være noget godt kompost du har fra 2013. Man kan vel nærmest kalde det for årgangskompost :)

      Slet