torsdag den 24. september 2015

Dødens pølse versus den hjemmelavede

En dag i sidste uge skete der noget ganske uventet. Om morgenen havde jeg ikke set det komme. Men ved 10.30 tiden fik jeg pludselig nok af industrifremstillet pølsepålæg, der er pumpet til randen med Natriumnitrit. Altså E250 (også kaldet dødens pølse).

Ja, man kan vel nærmest beskrive det som et kald. Jeg har faktisk igennem længere tid ledt i samtlige lokale supermarkedskæder efter nitritfrit pålæg. Det jeg kan støve op, begrænser sig til spegepølse, leverpostej og diverse fiskekonserves. Man kan også godt få økologisk kød- og kyllingepølse, men det kan mine drenge ikke lide. Hvilket jeg faktisk godt kan forstå. Jeg nægter også at sætte tænderne i det. Det drejer sig både om konsistens og smag, der minder lidt om en eftersidning på en varm sommereftermiddag.

Vores lokale Fakta har netop taget 3 slags økologisk pålæg ind i deres sortiment. Men det er jo lidt dyrt. Altså vi taler 2-3 kr. pr. skive. Det er netop der jeg forvandler mig til madpakkernes NSA. Jeg KAN ikke lade være med at bemærke at jeg, når jeg efter endt skole og børnehavedag tømmer madkasser, faktisk jævnligt smider de dyre skiver direkte i skraldespanden. Der er naturligvis lige så tit spist helt op. Vi arbejder altså med en nødvendig margen her, der medfører et uundgåeligt madspild.

Nå men tilbage til det her kald jeg fik ved 10.30 tiden engang i sidste uge.
Kl. 12.00 står jeg i mit køkken med samtlige ingredienser til en rullepølse, samt en rullepølsepresser. 
Slaget (altså kødet) blev skaffet ved slagteren, som var så håndværker-argtig, at han lige "filede det til" for mig. Her snakker vi om at han tog huden af dyret. Eller i hvert fald det meste af huden....


Åh hvor jeg føler mig Camilla Plum'sk.



 Kød i korsét.


Nu er fryseren fyldt op med hjemmelavet, skiveskåret, E250 frit rullepølse til en meget konkurrencedygtig kg. pris. 149,- Den er ikke økologisk bevares og prisen på de 6 skalotteløg, krydderier og strøm er heller ikke lagt til. Men jeg er alligevel godt tilfreds. Især med at kunne spise den i rå mængder som jeg lyster, uden at spekulere på at jeg samtidig indtager, det som økologerne betegner som fuldstændigt unødvendigt, Natriumnitrit E250. 

Selvom fryseren stadig bugner af lækker rullepølse, kan jeg ikke vente med at lave en mere. Denne gang vil jeg prøve at lave den af nakkefilet, der indeholder knapt så meget fedt.

Opskriften jeg bruger har jeg fundet hos Lone Landmand Det er nemt og sjovt.
Hvis du vil prøve opskriften af selv, så vær opmærksom på at saltlagen er ret kraftig, og rullepølsen risikerer at blive for salt i smagen. Brug evt. kun 150 gr. salt eller lad kun rullepølsen trække i lagen i 1 døgn. 

Nu kommer mit næste projekt så. For med to madpakkespisende og rugbrødselskende drenge i huset skal der lidt variation til. Hamburgerryg. Men det kan åbenbart heller ikke skaffes uden E250. Heller ikke selv om man gerne vil koge den selv. Den er forhånds pumpet fra fabrikken med Natriumnitrit. Vi skal åbenbart ikke have noget valg. Man kan godt købe økologiske hamburgerryg på nettet. Men inden den når frem, så har den kostet 350,- pr. kg. pga. leveringsomkostninger.

Jeg arbejder videre på sagen.

2 kommentarer:

  1. det er spændende tanker.. tak fordi du deler.. følger med vil gerne lærer mere for ja tilsætningsstoffer er ikke nødvendige at indtage

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar. Det er rart at vide at der er andre der tænker i samme retning. For jeg tror da at de fleste mennesker finder det udelikat at indtage noget der har vist sig at være kræftfremkaldende, hvis blot de tænkte over det. Men mange, inkl. mig slev igennem 38 år, har ikke skænket det en tanke før nu. Nu må industrien altså snart tage et ansvar.

      Slet